Det er sommertid, og der er mange måder at nyde ferien på. Måske går turen til varmere himmelstrøg – måske går den lige præcis ud i haven eller på altanen med et koldt glas af din foretrukne alkohol. Begge dele er den helt perfekte måde at fejre sommeren på.

Savner du flere måder at komme i den rette feriestemning, så frygt ej. Vi har nemlig været en tur ude i sommerlandet for dig, for at samle tre forskellige lyde du skal lede efter, for at sætte din hjerne helt ned i gear, og helt klar til at suge al den sommer til sig, den kan.

Lyden af strand

Her kommer den helt oplagte: Lyden af en sandstrand på en sommerdag. Og vi mener ikke den meditationsværdige lyd som primært består af bølger og fjerne måger. Nej, her er tale om den helt autentiske oplevelse af at ligge på en solbeskinnet strand en sommerdag og lytte til andre strandgæster omkring sig.

Det er lige fra lyden af skrigende mennesker, der vover sig ud i det kolde havvand til børn der løber grinende rundt og potentielt kan sende en byge af sand ind over dig. Og så er der den generelle summen af sommerdvaskhed og blæst, som kan sende dig dybt ned i søvnen.

Lyden af sommerens vejr

Den danske sommer er uforudsigelig, men det er lydene ikke. Hvor mange af os har måske ikke nydt en klar, stille sommeraften til lyden af en solsort, der synger sig selv i søvn? Eller den forfriskende lyd af regn, ovenpå flere varme dage. Det er ikke lige meget hvad regnen rammer – her er for eksempel et zinktag eller en teltdug nogle af de bedste underlag, hvis man går efter den optimale lydeffekt.

Lyden af transport

Er du vant til at rejse væk på sommerferie, er der nok nogle lyde du forbinder med transporten. Det kan være lyden af bilferie – herunder motorvejens susen, bilradioen og en på bagsædet, der spørger ”Hvornår er vi der? Nu? Nu?”.

Foretrækker du at flyve på ferie, og har du fundet et ikke-konkursramt flyselskab, så er det nok nærmere lyden af flymotor, og den stille snak inde i kabinen, som minder dig om ferie. For ikke at tale om skrattende pilotbeskeder over højttaleren og typiske chartergæster der klapper, når flyet lander.

Er du ikke helt i feriestemning endnu, så sæt dig udenfor og lyt. Hvordan lyder ferie for dig?